Laden

Ladens historie

I 1979 blev der ændret i skødet sådan at Møllebøj fik laden, som Ønsket. Møllehøj fik Kommunens tilladelse til at overtage denne. Da man fik tilladelsen til at benytte laden til fest og sportsbrug for Mølleboerne, så den ikke ud som i dag.

Der er stadig medlemmer, der husker de første Ladefester, hvor laden var fyldt op med campingvogne, gamle hestevogne~ spindelvæv og alskens gammelt ragelse. En hyggelig oplevelse var det dog, at der under taget boede et uglepar, der spændt fulgte slagets gang og de travle forberedelser til festen. Daværende formand Ejnar Uldahl fik hurtigt samlet tropperne og så blev der muget ud og spulet op og ned af vægge. Dette, mens andre brugte donkraft og armkræfter, det kostede sved og en stærk fælles indsats.

Danses skulle der jo også. Musikken var ikke noget problem, men derimod dansegulvet. Dengang var der nemlig ikke betongulv. Men også det blev klaret. Mureren gik til den og fik støbt en firkant, hvor man kunne svinge “Lillemor”. Resten af gulvet bestod af ral som man vadede rundt i.

Elektrisk lys var der heller ikke; men der blev fremskaffet en generator, der dog for det meste gjorde knuder, så fik man trukket en ledning fra gårdens stald. På trods af genvordighederne var alle i godt humør, man skal huske på, at i huset derhjemme var man ikke nået til den luksus, man har i dag. Og da den dag endelig kom, hvor man havde fået samlet flere penge ind til renovering af Laden, gik. man i gang igen.

Alt blev renset, så der kunne blive malet. På væggene blev der hængt gamle landbrugsredskaber op. Det var en travl tid, ofte blev der arbejdet til langt ud på natten af mange hjælpsomme hænder.
Der var også en talentfuld “Berømthed på Møllehøj”. Erik Elm Jensen. Han malede nemlig bagtæppe til scenen og vægmalerierne som man ser dem den dag i dag.

Laden blev tidligere brugt til gymnastik for de voksne. Børn og unge kunne benytte den til bordtennis og badminton, det var dengang man havde mange børn og unge i Møllehøj. Der er desværre ikke så mange børn mere.

I dag anvendes Laden til Loppemarked, den årlige sommerfest, og til udlejning til medlemmerne, hvis man skal holde en familiefest eller lignende.

Skal du holde fest, og du ikke har plads i haven – har du mulighed for at leje laden

Hvis du lejer Laden skal du selv gøre rent, binde for skraldeposerne, og i øvrigt efterlade Laden som du modtog den, dvs. at du skal bl.a. tømme skraldeposer på toiletterne og efterlade kummerne i samme stand som du modtog dem.

Øvrige ordensregler:

  • Der må ikke være levende lys i Laden.
  • Der må ikke være musik efter kl. 24:00.
  • Der må kun parkeres på Kallerupvej langs med volden (på græsset). Der er et skilt i laden, der kan sættes ud til vejledning af dine gæster.
  • Der må ikke parkeres på brandvejen langs laden.
  • Parkeringspladsen foran Laden er privat og må ikke benyttes.
  • Pris på leje af Laden inklusive borde og stole kr. 1200,- + forbrug af el (særskilt måler).
  • Der udleveres en pakke toiletpapir og 2 pakker papirhåndklæder. Der vil være flydende sæbe på toiletterne.
  • Hvis Laden herunder borde, stole og toiletter ikke afleveres rengjort og/eller i god stand, opkræves der et beløb der dækker at opgaven bliver udført til anden side. Pt. er beløbet på kr. 1000,-.

OF Møllehøj – Laden
Kallerupvej 43
2640 Hedehusene

Klik på plantegningen herunder for at se kortet i stor størrelse. Du kan evt. printe kortet herunder hvis du vil eksperimentere med bordpositioner:

Tegning-Laden-stor