– bestyrelsen har indbragt sagen for advokat
Bestyrelsen ønsker at orientere alle medlemmer om den aktuelle status i sagen om vores vandforbrug og den store forskel mellem HTK Forsynings hovedmåler og de Kamstrup-målere, der sidder hos hver enkelt parcel.
Vi har nu indbragt sagen for advokat, som på foreningens vegne har rettet et formelt krav til HTK Forsyning. Vores advokat er nu i dialog med HTK Forsyning om sagen.
Hvad er problemet?
I slutningen af 2024 konstaterer bestyrelsen, at der er meget store forskelle på den mængde vand, HTK registrerer som foreningens forbrug, og den mængde, vi i vores system kan se, aktuelt bliver brugt hos medlemmerne. Forskellen er meget stor og svarer gennemsnitligt til ca. 9.000 m³ om året. Økonomisk betyder det til dato en merudgift på 1–1,2 mio. kr.
Som udgangspunkt talte vi i bestyrelsen om, at der kunne være to årsager:
- Læk i vores system, hvilket kunne være sandsynligt, da vores systemer efterhånden er af ældre dato, og/eller
- snyd på parcellerne.
På baggrund af vores antagelser har vi i 2025 brugt rigtig meget tid på diverse undersøgelser:
- Bestyrelsen har gentagende gange været i dialog med HTK Forsyning pr telefon, for at få hjælp og afklaring.
- Strube VVS har gennemført omfattende fejlsøgning og udskiftning af hovedventiler m.m.
- AK Termografi har foretaget termografiske undersøgelser for at finde eventuelle lækager.
- Interne undersøgelser med stikprøver af medlemmernes Ready-målere.
- Sammenligning af fakturaer inkl. forbrug fra HTK og foreningens aktuelle forbrug.
Hvad kom der ud af undersøgelserne?
Vi har sammen med Strube VVS og AK Termografi måttet konstatere, at der på nuværende tidspunkt ikke er fundet lækager eller andre tegn på vandtab i vores eget anlæg.
Med vores sammenligninger har vi kunnet konstatere, at Kamstrup Ready-målingerne fra parcellerne er stabile og fremstår som teknisk korrekte.
I vores sammenligninger har vi desuden kunnet konstatere, at der er forskel mellem foreningens data og HTK Forsynings data. Der har været perioder, hvor HTK Forsynings hovedmåler viser et lavere forbrug end summen af parcellernes målinger – noget der teknisk ikke kan lade sig gøre, hvis alle målere fungerer korrekt.
Advokatens henvendelse til HTK Forsyning
På baggrund af sagen har foreningens advokat sendt et formelt brev til HTK Forsyning, hvor han påpeger, at forskellen mellem hovedmåleren og de enkelte målere er væsentligt større, end hvad der er lovligt og teknisk acceptabelt, og at der derfor må være fejl ved enten hovedmåleren eller aflæsningsmetoden. Advokaten henviser til reglerne om, at afregningsmålere skal være kontrollerede og godkendte, at forbrugeren kan kræve kontrol, og at forsyningen ved større afvigelser skal betale for kontrollen og korrigere afregningen.
Derfor anmoder han HTK om dokumentation for hovedmålerens godkendelse, og hvis denne ikke findes, om straks at få måleren afprøvet eller udskiftet – eventuelt med en midlertidig kontrolmåler – samt midlertidigt at basere afregningen på et mere retvisende grundlag, eksempelvis gennemsnittet af Kamstrup-målingerne, indtil sagen er afklaret.
Status: Vi afventer dialogen mellem advokaten og HTK Forsyning.
Er du nysgerrig på de aktuelle tal: Vandforbrug OF-Møllehøj vs. HTK Forsyning A/S